Se, nu stiger solen af havets skød,
luft og bølge blusser i brand, i glød;
hvilken salig jubel, skønt alt er tyst,
medens lyset lander på verdens kyst!
Jeg vil ånde luften i fulde drag,
synge højt en sang for den lyse dag,
takke for, at morgnen mig er så sød,
at mig dagen fryder, trods smerte og død.
Takke for at jeg nu, når sol står op,
selv kan føle morgen i sind og krop,
at al mørket svinder, det lysner igen,
blot jeg trygt kan sige: du er min ven!
O, at jeg tør favne dig, kære dag,
kalde dig med navne med stor behag,
alle gode navne, som bedst jeg ved:
broder, søster, elskte: min kærlighed!
Lysvæld bag ved lysvæld i himlens kind,
mærk hvorfra den kommer nu, morgnens vind,
sommerfugle flakser, en bi summer fred
Kan de også mærke min kærlighed?
Jeg vil nu kun drage ad natmørkt hav,
jeg vil ikkun stævne imod min grav:
Livets kraft mig driver, jeg er parat
Håbet ved min side, min kammerat
Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly;
o for sejersjubel, for salig lyst:
Lyset stander stille på livets kyst!
J. Knudsen 1891 / Sixten Rygner Holm 2022 ©